Om forfatteren

Nærværende afhandling er forfattet af mig, Thomas Larsen.

Jeg er født i 1965 og i tidens ånd fik jeg politik ind med modermælken. Min snedkerfar uddannede sig videre til skolelærer, og da min mor kunne frigøre sig fra modergerningen, så uddannede hun sig til socialrådgiver.

Begge min forældre var medlemmer af SF, og familien gik ofte til demostrationer. Hjemme hørte vi musik med meninger i, fx Christianiapladen, Søren Sidevind, Hoola Bandoola Band, Jomfru Ane Band, fredssange, kvindesange, Kattejammerrock, Benny Holst m.fl.

Min “opvågning” skete da jeg var syv år gammel og erfarede, at Pinoche og hans onde soldater havde væltet den gode Salvador Allende. Allende forsøgte at skabe et retfærdigt samfund, men ITT, et amerikansk telefirma skulle beskytte deres kobberminer i Chile og med CIA’s hjælp genindførte de diktaturet.

Fra den dag gik mit liv ud på at skabe retfærdighed og herunder at forstå, hvordan verden var skruet sammen. Der var to spor: 1) diverse marxistiske vrøvlerier, eller 2) en-klar-dig-selv-egoisme begrundet i Darwin, men noget i mig fortalte, at begge dele var blindgyder.

I 2012 påbegyndte jeg et Pædagogisk Diplom i Ledelse og pludselig fik jeg de redskaber, som jeg havde savnet hele livet. Teorier om organisationsledelse og lederens roller blev til en begyndende forståelse af samfundledelse, og pludselig udmøntede et liv fuld af misforståelser og nysgerrighed sig til en sammenhængende teori om ideerne, altså det, som vi kalder “-ismerne”.

Med baggrund i min læreruddannelse vidste jeg, at skulle tale med andre om mit projekt, så det kunne modnes, og som medie til at formidle og debattere min begyndende forståelse skabte jeg Vi-partiet. Vi-partiet havde en hjemmeside og en Facebook-side, og så var det bare i gang med at debattere.

I 2017 kunne jeg tage til Folkemødet på Bornholm med mit første udkast, men hele mødet igennem kunne jeg høre folk gå forbi mit telt og grine: “Ha ha, han kalder sig Vi-partiet, men han står helt alene inde i sit telt!” Det gjorde ondt, gjorde det, men min analyse var klar: Hvis andre ikke kan forstå mig, så må det skyldes, at jeg formulerer mig utydeligt!

Siden har jeg med halve års mellemrum omskrevet mit materiale og igen og igen skærpet mine formuleringer. Undervejs har jeg via debatter fået nye indsigter, som er blevet skrevet ind.

Et stort skifte skete i efteråret 2024, hvor jeg fik forklaret, at det domæne, ideologi.dk, som jeg havde efterstræbt i årevis, men som var ejet af en anden person, kunne blive mit, hvis jeg klagede til Domæneankenævnet. Jeg klagede, hvilket viste sig unødvendigt, idet domænets ejer, Rasmus Nielsen, udgiver af Altinget, frivilligt og med glæde overlod mig domænet.

Siden december 2024 har jeg derfor, med foden under eget bord, og med stor og evig tak til Rasmus Nielsen, kunnet udgive min påstand om ideologien og dens lyksageligheder. Hurra!

Ved siden af dette teoretiske skrift har jeg fra asken af det skrinlagt Vi-partiet stiftet Menneskepartiet, som er en direkte udmøntning af den humanisme, som jeg fra et ideologisk perspektiv anser som værende det grundlag, som vi skal bygge fremtiden på. Ja, og jeg er såmænd bare gået i gang med at bygge!

Thomas Larsen, København d. 22. januar 2025